Leigh Bowery, London 1989. Foto: Ole Christiansen
Det københavnske queerhus Warehouse9 er gået i arkivet og har fundet The missing link frem i form af fotos af queerlegenden Leigh Bowery. Billederne blev taget i en tid, hvor noget nyt blev til og noget gammelt uigenkaldeligt gik til grunde. Nu tager queerkulturen teten op og fortsætter den brudte linje.
Autodidakte Leigh Bowery
Han var autodidakt, om end han forsøgte at færdiggøre en uddannelse som tøjdesigner. Han var performer og indehaver af en hip natklub, om end han først og fremmest bare dressede op og drog ud i byen på egen hånd. Han var flatteret af kunstnere som Boy George og Lucia Freud, men han blev aldrig rigtig etableret. Han var et stil ikon og en berømt kostumedesigner, selvom han ikke brød sig om at se sit tøj på andre end sig selv.
Han var sit eget og sin samtids kunstværk, unik og spektakulær ud over alle grænser. Leigh Bowery var Modern Art on Legs som Boy George så flot har sagt det engang i sluthalvfemserne.
Hypede London og New York
I slutfirserne var London byen med de mest hypede clubs og trendsættende stilretninger. Siden halvfjerdsernes punks havde vendt op og ned på, hvad der var hot, og hvad der var not, var byens vibe uomtvistelig og uovertruffen. Kun New Yorks pop art-scene, med Andy Warhols The Factory i spidsen, kunne matche London som et mytisk samlingspunkt for avantgarde-kunstnere, modeller og dekadente rigmænd. Slutfirserne var et kulminations- og slutpunkt for metropolernes mytiske kraft. Alting syntes at være prøvet af, og en vis udmatning var at spore på diverse scener. Et lammende chok ramte bykulturen lige i hjertekulen og satte den dynamiske puls i stå, da den verdensomspændende virus HIV brød ud. AIDS ramte først og fremmest den mest eksperimenterende del af undergrundscenerne i New York og London, for det var homokulturen, som stod i spidsen for de mest interessante nyskabelser på dansescenen, i musikken og i malerkunsten.
Samtidig var et nyt stof ved at indtage store dele af scenen: ecstacy. De vilde og glade firsere, hvor punks og new wave-grupperingerne forsøgte at overgå hinanden i ekstreme shows og identitetsskabende outfits, døde langsomt ud i dødsangst og udsyrede rave-parties.
Den gamle verden falder sammen
I september 1989 brød det hele så sammen for alvor, og alle kikkede op for at se en ny og helt anderledes verden tage form. Den gamle verden brød sammen med Berlinmurens fald. Et helt nyt rum og et helt nyt fokus blev pludselig et alternativ til den døde og stivnede kultur, der havde alt for travlt med at slikke sine sår. Da HIV ramte homokulturen og det vilde natteliv, blev eksperimenterne med kønskaotiske udtryk sat i stå. Siden David Bowie og glamrocken havde utallige forsøgt at tage kønsidentiteten op som en central udtryksform, men det var som om, at øjnene og kroppene ikke rigtig kunne overraskes længere, og det bøssede og det androgyne var gledet ind i mainstreamkulturen og blevet hver mands eje. I stedet tog man en slidt t-shirt på og gik i hundene uden at tage sig af sit look.
Det var pludselig ikke længere så attraktivt at være en del af drop ud-kulturen, når ens venner faktisk helt konkret døde som fluer omkring en.
Genstart og videreførelse
Det var først i begyndelsen af år 2000, at det kønskaotiske udtryk for alvor genvandt sin styrke. Anti-vira var langsomt ved at være pålidelige nok til, at HIV-infektion ikke længere blev betragtet som en regulær dødsdom. Ligeledes var stigmatiserende myter omkring HIV også ved at dø ud, og pludselig blev man ikke længere stemplet som sexmanisk narkoman, hvis man blev smittet. Alle kunne blive ramt af HIV og smittefaren i forbindelse med at kysse og gå i seng med en fremmed – med beskyttelse – var ikke længere så hasarderet.
Derfor vågnede de kønskaotiske udtryk atter op, og i dag står de styrket som et felt, hvor intellektuelle og kunstnere kan samarbejde om at kickstarte bevægelsen dér, hvor den var gået i stå. Begrebet og bevægelsen queer er atter blevet moderne.
Queerbevægelsen er homokulturens naturlige forlængelse af det store emancipationsprojekt, hvor alle skal acceptere, at køn og seksualitet er for mangfoldig til at kunne blive indkapslet i begrebsparret Mand og Kvinde. Transpersoner og Gender Benders (dem, der forsøger at bøje kønnene i krop og sjæl) er de nye minoriteter, som kan give næring til et svækket natteliv, hvor stereotype og borgerlige kodeks er ved at dræbe glæden ved forskelle og nysgerrighed.
Nypuritanismen, hvor kernefamilien anses som den centrale og mest rigtige leveform, har igennem senhalvfemserne dømt den mere eksperimentelle del af nattelivet som umoden. Derfor fremstår den nye queerbevægelse også så fandenivoldsk og provokerende interessant for medierne.
Vi fejrer, fordi vi kan
Det er ikke bøsser, lesbiske og biseksuelle som seksuelle minoriteter, der udgør queerudtrykkets centrale næringskraft. De har for længst vundet accept i Europa og USA, om end hate crimes tilsyneladende er ved at stige (man ved ikke helt præcist hvor grelt det står til i Danmark, fordi man ikke tidligere isoleret har registreret overfald på bøsser og lesbiske samt transpersoner).
Alligevel må man sige, at bøsser og lesbiske har sejret ad helvede til, hvilket forrige weekends Copenhagen Prides overskrift ”Vi fejrer, fordi vi kan” også indikerer. Der er gået politik, og der er gået globale menneskerettigheder i det, et forhold, som har sin helt egen og vel integreret mening og betydning. I modsætning til Priden kæmper queers for retten til at være anderledes. De kæmper ikke for retten til at blive kirkeligt viet som alle andre, men snarere for retten til at se ud og agere som radikalt anderledes mennesker, der ikke vil acceptere alle de regler, som heteroseksuelle normer sætter som retsmæssige etiketter for, hvad der er tilladeligt, og hvad der et korrekt.
Og så er queers en vigtig brik i clubkulturen. Det blev for eksempel tydeligt i 2004 i København, da queergruppen Dunst blev inviteret til at performe til tidens mest trendede fest: Coma Party. Siden er de blevet inviteret til at optræde til fester i filmselskabet Zentropa, til Boy Georges Dj-koncert på musikstedet Vega og i det nu nedlagte Ungdomshus. De var populære og berygtede, fordi man aldrig vidste, hvad der kunne ske, om de nu ville skide på gulvet eller pisse ud over gæsterne, hvilket de for øvrigt endte med at gøre i de fleste tilfælde.
Alligevel blev de ved med at blive hyret til smarte fester, fordi deres udklædninger og deres blæste og uforudsigelige optræden ikke kunne matches af andre, mere kontrollerede kunstnere. Der var noget grimt, vammelt og ekstremt grænseoverskridende i deres udklædninger samt deres fremvisning af tykke og maddikehvide kroppe, der giver den fuld skrue på dansegulvene.
Arven fra Leigh Bowery
Men hvor kommer disse underfundigt groteske udklædninger og udskejelser fra? Det er her The missing link, i form af legenden Leigh Bowery, kommer ind i billedet. I firsernes London gik den australsk fødte unge tøjdesigner Leigh Bowery til stort set alle betydelige fester. Han troppede op i de mest ekstravagante og nyskabende kostumer og skabte al den røre og al den gossip, som til sidst gav ham det ry, som kun stjerner og legender er gjort af. Han fremviste sin store krops udposninger, og han skjulte alt det, som kunne mildne det groteske, såsom smilet, hænderne og øjnene. Alting blev rekonstrueret i hans mange outfits, og til sidst stod denne spraglede hverken/eller skabning frem i det, som man i dag kan kalde den ultimative queer, for selvom kønnet fremstod råt for usødet i mange af hans kreationer, så var der noget seksuelt fremmedartet over hans fremtræden.
Leigh Bowery fandt den sidste rest af kønskaotisk udtryk, som endnu kunne provokere og sætte gang i dansescenen og modebranchen. Det var den deformerede krop og dens ublu fremstilling, der fik kunstneren Lucian Freud og musikeren Boy George til henholdsvis at male ham og kopiere ham til hudløshed. Leigh Bowery havde fundet et skævt og grotesk udtryk, der endnu var tabu og fy-fy, og det er denne udtryksform, som i dag – efter HIV-truslen og ecstacy-rusen – bliver ført up to date af queerfolket.
Ringen sluttet
I denne weekend åbner queerstedet Warehouse9 i Den brune Kødby så dørene for en udstilling, hvor der blandt andet vises billeder af Leigh Bowery. De blev taget af den danske fotograf Ole Christiansen, der sammen med forfatteren og gonzoskribenten Henrik List besøgte ham i London i 1989. Det er enestående billeder af en legende, som artisterne omkring Warehouse9 skylder meget.
Leigh Bowery kunne forarge, begejstre og få folk til at feste uhæmmet. Han skabte den illusion om et sprængt kønsudtryk, som ikke lod sig diktere af traditionelle forestillinger om hvorledes en perfekt krop skal se ud. Imidlertid kunne han ikke undgå datidens uhyggelige bremseklods: HIV. Bowery døde i 1994 af AIDS, en sygdom, som han havde holdt hemmelig lige indtil sidste suk.
Ole Christiansens fotos af Leigh Bowery kan ses på queerklubben Warehouse9 i København fra den 21 – 24 august i denne måned.
Udstillingens titel er Body Images – Gender Realities. Bowery-billederne udstilles sammen med fotos af andre og nyere internationale queerperformere, der alle har gæstet Danmark i det forløbne år.
Udstillingen finder sted i forbindelse med en international konference om performance kunst, som løber af stablen på Københavns Universitet i samme periode. Konferencens titel er INTERREGNUM: In Between States.
Udstillingen er støttet af Statens Kunstråd og er en del af et større seminarium om køn og seksualitet, som Københavns Universitet afholder i fortkomne uge.
Adresse: Warehouse9, Halmtorvet 11 D, bygning 66, 1711 København V.
Mere information omkring Leigh Bowery:
Den ultimative fansite: http://www.alissongothz.com.br/leighbowery/
Spændende dokumentarfilm: Charles Atlas: The Legend of Leigh Bowery 2001
